torsdag den 27. august 2015

www.forløbsplan.dk


www.forløbsplan.dk er en ret simpel hjemmeside hvor vi kan dele forløb og arbejdsspørgsmål. 
Det handler altså om vidensdeling. Det hele er gratis, og det hele er anonymt. Lige nu er der selvfølgelig ikke mange forløb eller arbejdsspørgsmål derinde, men hvis vi uploader og dermed deler ofte, så bliver ”banken” større og større. 
Tanken er naturligvis at man kan søge efter arbejdsspørgsmål eller forløb når man skal i gang med et nyt emne, så man kan spare tid og få inspiration.
Tanken er selvfølgelig ikke ny, men www.forløbsplan.dk er (eller skulle gerne være) mere gennemskuelig end lectio og mere søgbar end diverse Facebook-sider. Desuden har forløbsplan den store fordel at alt materiale er anonymt hvis man ønsker det.
Du gør følgende hvis du vil være med:
a) opret dig som bruger
b) vælg om du vil finde eller dele et forløb eller arbejdsspørgsmål
c1) hvis du vil finde et forløb eller arbejdsspørgsmål, kan du søge på et søgeord eller på dit fag. Download dernæst det du finder interessant. Der er også en simpel mulighed for at vurdere de forløb du downloader med et antal stjerner.
c2) hvis du vil dele et forløb eller arbejdsspørgsmål, skal du først give forløbet/arbejdsspørgsmål en titel. Dernæst kan du angive nogle nøgleord som er relevante, fx senmoderne samfund, Shakespeare, Palæstina osv. Det vil også være fint hvis du markerede niveau og fag for dit forløb eller arbejdsspørgsmål. Til sidst finder du dit dokument og uploader det.
Vi tænker at vi i løbet af efteråret vil undersøge om de tre andre gymnasier i Odense (også kendt som OS) også vil være med i projektet, så vi får delt vores viden i endnu større omfang – til gavn og glæde for vores elever og os selv. Ja, resten af Fyn må også gerne være med.
Men først og fremmest vil vi gerne have jer til at bruge et par minutter på siden og vurdere om www.forløbsplan.dk kunne være den platform hvor Katedralskolen får delt al den viden vi har.
På forhånd tak
Claus, Ulrik, Tony og en del af ledelsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.